Vil du skrive gode, fængende og inspirerende tekster, du kan bruge på sociale medier og andre steder?
Altså sådan rigtig gode tekster, der får din målgruppe til at stoppe og faktisk høre på dit budskab?
Godt.
Bare læs videre.
Jeg giver et par helt konkrete værktøjer, som gør dig til en bedre tekstforfatter -> allerede i dag.
Uanset om du skriver tekst til produkter, beskriver længere processer eller underholdende indslag til enten sociale medier, nyhedsbreve eller hjemmesider, bliver dine tekster kun bedre, hvis du overvejer, hvordan du skriver.
At skrive gode tekster er svært
– men det er ikke en evne, du bliver født med, derfor kan alle lære det.
Fantasi og kreativitet hjælper med at skabe en tekst med en rød tråd eller en fængende fortælling. Fantasien er noget, der blomstrer for os allerede som børn – og(!) jeg påstår, at alle kan være kreative.
Start med det vigtigste først
Du skal altid fortælle det vigtigste af dit budskab i den første sætning. Med tiden er det kun blevet mere udfordrende at fange modtagerens opmærksomhed i et onlineunivers, fordi vi er mættet af informationsstrømme.
Derfor er det vigtigt at skrive gode tekster. Med en god tekst, øger du chancen for at få din målgruppe til at stoppe scrolleren og læse det, du skriver.
Gør din tekst skarp
… hvad, hvem & hvorfor?
Skriv kun, når du har noget at sige!
Ganske enkelt vil jeg anbefale dig at sætte dig ned og svare på følgende: HVAD vil du gerne fortælle, HVEM vil du gerne tale til, og HVORFOR vil du gerne sige det?
Dit hvad er helt konkret dit budskab. Det kan brydes ned i en fortællesætning – en god, gammel journalistisk basisøvelse, der hjælper dig med at gøre dit budskab konkret. Lad mig komme med et eksempel:
Jeg vil fortælle, at… : Alle kan skrive gode tekster med de rette metoder.
Fortællesætningen virker kun, hvis det er én sætning.
Hvis du tilføjer og…, tilføjer du også et ekstra budskab. To budskaber = to tekster. Når du holder dig til ét budskab, er din vinkel skarp og læseren har let ved at afkode dit budskab.
Nu skal du afgrænse hvem, du vil skrive til.
Dit hvem er definitionen af din målgruppe. Nu kan det være, du tænker, at du gerne vil skrive så mange som muligt. Det kan jeg godt forstå, men hvis du skriver til alle, rammer du ingen. Det, jeg mener, er, at hvis du skyder med spredehagl, spilder du dit krudt. Det at brede din tekst ud for at forsøge at ramme så mange som muligt, gør at teksten bliver mindre relevant, fordi du på den måde generaliserer dit budskab. Find dit mål (og din målgruppe) og brug tid på at tage sigte, så er chancen for, at du rammer bedst – særligt hvis du har øvet dig. Faktisk fungerer det lidt som sport og alt muligt andet, du kan kaste flosklen ’Øvelse gør mester’ efter 😉
En konkret tekst som er vinklet til målgruppen, er en relevant tekst.
HVORFOR? – der skal altid være en grund til, at du skriver.
Det er præcis her, du skal bruge sætningen What’s in it for me – MEN det er din målgruppe, der skal svare. – Hvilken værdi har din tekst for modtageren?
Hvad står de tilbage med, når de har læst den?
Når jeg skriver det her blogindlæg til dig, har jeg gjort det klart, at du kan blive bedre til at skrive, hvis du læser videre.
Det vil du gerne – ellers var du ikke kommet her til i teksten.
Gør din tekst let at læse
Selvom det er fristende at åbne ballet med sit faglige og flotte ordforråd, er det sjældent en god idé. Hvis du skriver mange og/eller lange ord, bliver din tekst svær at læse. Her er to eksempler. Det første eksempel er fra leksikonet Den Store Danske, det andet er fra Karolines Køkken – Leksikon.
Mælkesyrebakterier, en række bakterier, der producerer mælkesyre ved fermentering af kulhydrater. – Den Store Danske.
Mælkesyrebakterier eller -kultur er en type bakterier, der kendetegnes ved, at de omdanner sukkeret i mælken (mælkesukkeret) til syre. – Karolines Køkken.
Egentlig forklarer de to sætninger det samme, men i Den Store Danske bruges der fagtermer og længere ord, der kræver, at du ved lidt mere om fødevarer end de fleste. I Karolines Køkken skal det være, så alle kan forstå, hvad der bliver talt om. Derfor er teksten brudt ned til en forklaring, hvor du ikke skal tænke meget over betydningen af ordene.
Bonus: Hvis du vil tjekke op på, om din tekst er vanskelig at læse, kan du beregne lix-tallet. Lix-tallet beregnes ud fra en formel, hvor resultatet viser, om din tekst er svær eller let at læse. Denne tekst har et lix-tal på 33. Det er altså en tekst, der er let at læse, men som stadig kræver, at du er øvet i at læse. Det er godt, for så kan du forstå, hvad jeg skriver, uanset om du normalt er vant til værktøjs-lingo eller roder med latinske betegnelser i fødevareindustrien. Udregn dit lixtal her.
Tre gode at tage med:
- Undgå for mange fagudtryk
- Lav korte sætninger
- Skriv aktivt
Hvad er din pointe?
Start med det vigtigste. Det kan være fristende at bygge tekster op som en god historie med spænding, hvor moralen kommer til sidst. Virkeligheden er bare sådan, at du hurtigst muligt skal komme til sagen og præsentere dit formål som det første – ellers risikerer du at miste din læsers opmærksomhed.
Forestil dig, at min modtager er en mor, der fredag eftermiddag skal hente sit barn. Hun sidder i bilen foran skolen og venter på, at klokken ringer ud, og børnene får fri. Det gør den om tre minutter. I mellemtiden hiver hun sin telefon frem og scroller gennem Facebook. I hendes underbevidsthed ved hun godt, at tiden er knap. Alligevel har hun åbnet et vindue, hvor jeg kan ramme hende med mit budskab. Nu har hun altså kun 2 minutter tilbage. Derfor skal dit budskab stå skarpt nok til, at hun stopper op og læser.
Din modtager giver dig kun få, skarpe sekunder til at fange deres opmærksomhed i første omgang. Derfor skal din agenda stå klart. Derefter får du lidt længere tid til at fastholde dem, men de er stadig skeptiske, derfor er det stadig det vigtigste, du skal præsentere nu.
Griber vi fat i den journalistiske værktøjskasse, kan du bruge Den omvendte nyhedstrekant.
Kort sagt, fastholder du læseren længst muligt, når du er hurtig til at præsentere dit budskab og først derefter udleverer detaljerne.
At bygge en tekst strategisk op kan betyde meget for i hvor lang tid, du har målgruppens opmærksomhed. Det er uanset, om du skriver lange artikler, nyhedsbreve eller skal komponere en kortere tekst til sociale medier, fordi du hurtigt skal fange målgruppens opmærksomhed uanset.
Så er den i vinkel – jeg håber, du finder glæden i at skrive tekster. Både til dine sociale medier og hjemmeside. Hvis du har brug for starthjælp, eller hvis du har brug for, at vi toptuner dine tekster for dig, så tag endelig fat i mig her.